torsdag den 26. september 2013

Anmeldelse af Rae Morris' bog: "Makeup - The Ultimate Guide"


Rae Morris er en prisvindende makeupartist fra Australien. Hun har været makeup direktør for L'Oréal Paris siden 2003. Hendes arbejde ses på blade som Vogue og Marie Claire, på catwalks til store fashion weeks, i reklamer, på TV og på film.

Formålet med denne bog er at skabe en bro mellem high fashion og hverdagen. Gennem hele bogen har hun været meget opmærksom på at skabe tidsløse makeup looks i sine korte step-by-step tutorials, mens hun samtidig deler ud af alle sine tips og tricks. 

Målgruppen er almindelige kvinder som er igang med at lære om makeup. Den er ikke helt til nybegyndere - det synes jeg ikke at boggens tutorials er gode nok til, men den er perfekt til de kvinder, som selv kan give det sidste touch til makeuppen, sådan at den bliver perfekt. Jeg vil ikke ikke mene, at bogen henvender sig særlig meget til de kvinder som i forvejen ved det hele og kan det hele om makeup. Bogen er på sin vis en basis bog - men en god én! Hvis du føler, at du mangler inspirationen til festmakeupper eller simple hverdagsmakeupper, er bogen perfekt. Jeg har ikke selv lært sønderligt meget af bogen, men har dog været glad for inspirationen - og så er bogen i det hele taget fyldt med flotte photoshots! Og jeg elsker virkelig at kigge på billeder.

Bogen består af 34 unikke øjenskygge looks til alle øjentyper, farver, aldre og etniciteter. Der er faktisk et helt kapitel kun til asiatiske øjne og et kapitel til kvinder over 40 år. Der er endvidere også separate kapitler om konturing, bronzing og highlighting. Til sidst i bogen er der syv flotte makeup looks som er vurderet til at kunne laves på 10 minutter!
  

Opbygningen af bogens kapitler giver rigtig god mening. Rae Morris har nemlig valgt at starte med at introducere de essentielle redskaber og produkter som skal til for at kunne skabe flotte makeup looks. Noget som jeg godt kan lide er, at Rae Morris er realistisk - hun siger nemlig, at det reelt set kun er nødvendigt med to-tre øjenskygger for at skabe en flot makeup; ligeledes siger hun om læbestifter. Dog synes jeg, at antallet af forskellige remedier er lidt voldsomt - for hvor vigtigt er det egentlig at have både creme blush og pudder blush, highlighter eller en hvid eyeliner? Jeg ejer fx ikke selv en creme blush eller en highligther - de er på min ønskeliste, men dybest set ikke noget must. Og min hvide eyeliner bruger jeg stort set aldrig!

Efter Essentials går Rae Morris videre til forberedelse af huden og øjenlågene - hun vælger bevidst ikke at gå i dybden med hudplejedelen, da hun mener, at dette hører til en bog for sig selv og ikke til et sølle kapitel i en makeupbog. Efter en gennemgang af hhv. øjenbryn, falske øjenvipper og forklaring af hvilke øjenskyggefarver der passer til hvilke øjenfarver begynder hun dernæst på det længste afsnit i bogen - nemlig øjenmakeupper. Hun har opbygget bogen på samme måde, som hun selv vil lægge makeup. Derfor kommer konturing, foundation, bronzing, highlighting, blush og læber til sidst i bogen.



Det er en sand fryd for øjet at bladre gennem bogens mange sider (245 sider), idet der virkelig er mange super flotte og elegante makeovers og perfekte high fashion photoshots. Det er faktisk mere en billedbog end en egentlig fagbog. Personligt gør det nu ikke mig noget :-)
  





Min vurdering: Jeg elsker at bogen er simpelt bygget op, og at der er så mange forskellige makeuplooks inkluderet. Jeg ved ikke umiddelbart om selve tutorialene er specielt gode - det er som om der mangler nogle steps på en eller anden måde. Men de giver da et godt praj til den let øvede makeuplægger. For hvem kan overhoved lave en detaljeret makeup med kun fire steps? :-)

Hvem skal så købe bogen? Dem som har lyst til at lære mere og som i forvejen ved, hvordan man svinger en makeuppensel.

Hvor kan man købe bogen? Jeg har selv købt min fra CDON.COM, hvor den koster 189 kr. og med fragt koster 218 kr., men man kan også købe den på saxo.dk til 219,95 kr. med fri fragt med Swipbox til og med oktober.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tusind tak for din kommentar på forhånd! :-)