lørdag den 7. september 2013

Gæsteindlæg: Maj’s anmeldelser af udvalgte MAC foundations, puddere og concealer


Teresa og jeg havde ikke snakket sammen længe, før vi fandt ud af, at vi begge havde en stor forkærlighed for makeup. Min ligger især hos MAC, som udgør en stor del af min makeupsamling, og jeg kan ofte finde ting derfra, som jeg synes, at jeg må eje – selvom, at jeg har meget derfra i forvejen. Nedenfor vil jeg komme med min mening om de produkter jeg har eller har haft.


Matchmaster Foundation
Denne foundation er mediumdækkende og skulle indeholde pigmenter, der tilpasser sig ens hudfarve. Jeg er enig i, at den er mediumdækkende, men det der med at tilpasse sig hudfarven, ved jeg nu ikke, om jeg vil give dem ret i. Jeg har den både i 2.0 og 3.0, og jeg synes, at den ene er lidt for lys og den anden lidt for mørk, når den kommer på, og jeg føler ikke, at de blender helt ind i min egen hudtone. Hvis man er heldig og synes, at den passer I farven, så synes jeg, at det er en fin foundation, men personligt ville jeg vælge en anden. Jeg er dog rigtigt glad for, at den indeholder SPF15 (UV-A og UV-B) – hvilket også er gældende for foundationen nævnt nedenfor.

Studio Fix Fluid Foundation
Yndlings foundation! Denne er medium til fuldt dækkende. Jeg elsker at bygge denne op til at være fuldt dækkende, og jeg synes, at den holder godt på huden. Jeg synes også, at det er nemmere at finde en foundation af denne type, som matcher ens hudfarve. Vi ved jo alle, at det ser forfærdeligt(!) ud, hvis at ansigt og hals har hver sin farve. Som sagt er denne foundation meget dækkende, men jeg synes ikke, at det kommer til at se unaturligt ud. Jeg bruger den oftest til fest eller lignende, hvor jeg gerne vil have, at min hud skal se hundrede procent fejlfri ud, men jeg må indrømme, at den også kan være lokkende i hverdagen, fordi jeg synes, at huden bliver så fin og ensartet.

Studio Fix Powder Plus Foundation
Dette er foundation og pudder i ét. Jeg har en svaghed for flydende foundations, hvorfor denne oftest bliver lagt ovenpå som finish, men den kan dog også benyttes alene, hvilket jeg er begyndt med af og til. Den har overrasket mig meget positivt, når man bruger den alene, for den dækker godt – uden, at man kommer til at se helt pudret ud i hovedet. Nogle vil måske mene, at det er for meget med foundation og denne sammen, men det bruger jeg af og til, og jeg kan virkelig godt lide kombinationen af de to ting. Jeg har været virkelig glad for min Studio Fix P+P – den er dog næsten helt tom og må bestemt erstattes af en ny.

Mineralize Skinfinish Natural
Jeg bruger oftest denne til at give lidt glød i ansigtet. Den er mat, hvilket jeg virkelig godt kan lide, da jeg nogle gange også benytter den til contour. Det er også en pudder, man ikke får brugt op så hurtigt, så de 240,- er godt givet ud.

Mineralize Skinfinish
Jeg har denne I farven Gold Deposit, som er ret mørk, og jeg skal love for, at den glitrer. Jeg var helt vild med den, da jeg købte den for halvandet års tid siden, men nu føler jeg mig lidt som Edward Cullen (fra Twillight), der træder ud i sollyset og stråler, når jeg har denne på. Jeg synes, at den er svær at få brugt, men det går nu lidt nemmere om sommeren, når man har fået lidt farve. Det er dog ikke en, jeg vil købe igen, når jeg løber tør – hvis jeg løber tør, for det er som sagt ikke meget, at den kommer på.

Blot Powder
Jeg synes tit, at min hud kan blive skinnende op ad dagen, og derfor er blot powder noget, jeg er rigtig stor fan af! Den gør huden mat uden at tilføje nogen nævneværdig farve. Jeg har den af og til med i tasken, så jeg kan bruge den på de lange dage. Det er en af de ting, jeg næsten ikke kan forstå, at jeg førhen kunne leve uden! Jeg synes, at det er et must-have.

Pro Longwear Concealer
Vidunderprodukt! De her concealere lover virkelig, hvad de holder – de holder så sindssygt godt. Jeg synes, at de er perfekt dækkende, de sætter sig ikke i mine linjer under øjnene (som de gør hos Teresa) og de fåes i flere farver og toner, så det er intet problem at finde én, der matcher. Jeg bruger dem både til mørke rande under øjnene samt spots – og jeg har købt to, da den samme for mig ikke er optimal til begge ting pga. farve. Jeg ved, at flere af mine veninder også er stor fan af disse, så jeg står hvertfald ikke alene med min begejstring. Hvis man står og mangler en ny concealer, så vil jeg klart anbefale denne! Der skal benyttes meget lidt produkt per gang, så den holder længe dvs. pengene er virkelig godt givet ud! 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tusind tak for din kommentar på forhånd! :-)